Brevet til min stammen

Hej Stammen.

Jeg har i lang tid hadet dig og gør det faktisk stadig. Du har altid været med til at tage nervøsiteten, bekymringerne og håbløsheden op på et nyt niveau. Der har været så mange gange, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne tale flydende, eller at jeg kunne føre en samtale uden at være nervøs, og der har du altid været en hindring!

De værste ’minder’, som jeg har med dig, er nok de gange, hvor jeg skulle fremlægge for klassen. Jeg husker især en fremlæggelse i 1.g i samfundsfag. Det var en uventet fremlæggelse for alle de andre, fordi de havde glemt, at vi skulle fremlægge, men jeg havde forberedt mig, for jeg havde nemlig ikke tænkt på andet i flere dage. Da det så blev min tur til at fremlægge, gik det helt galt. Jeg var ikke i stand til at sige én eneste sammenhængende sætning under fremlæggelsen, og min klassekammerat blev nødt til at overtage mit talestykke.

En anden ubehagelig situation var på min 16-års fødselsdag, hvor jeg fik adskillige telefonopringninger fra venner og familie. Her ydmygede du mig så meget, da jeg slet ikke kunne sige ’tak’, når folk ønskede mig tillykke. Der var også en dag i tysktimen, hvor vi skulle læse højt, men jeg var fuldstændig lammet i munden og kunne slet ikke få ordene ud, og det gjorde mig så ked af det.

Det værste, jeg har oplevet med dig, var min engelskeksamen i 2.g, hvor du hele tiden skulle forhindre mig i at sige, det jeg havde forberedt. Der var op til flere gange, hvor eksaminatoren skulle sige det ord, jeg kæmpede for at sige. Censoren fortalte mig, at hun simpelthen ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg hader dig så meget nogle gange, især når du får mig til at græde, fordi så føler jeg mig bare så ynkelig!

Det værste er dog den mindreværdsfølelse du har givet mig. På grund af dig har jeg tit undladt at markere mig på klassen, snakke med veninder og venner i fritiden, snakke med fremmede, være nysgerrig og stille spørgsmål til læreren eller fortælle om mine meninger. I det hele taget har jeg bare været stille og passiv.

Mest af alt har jeg været bange for, hvordan det mon vil komme til at gå i fremtiden, hvis jeg konstant skal kæmpe mod dig. Spørgsmål som: Vil jeg kunne klare min studentereksamen? Vil jeg kunne klare et arbejde, der kræver, at man skal tale? Vil jeg kunne tale for mig selv?, har hele tiden plaget mig.

I dag er jeg sikker på, at jeg vil klare mig, hvad enten du stadig er en del af mig eller ej. Gennem tiden har jeg lært, at jeg ikke skal lade dig forhindre mig i at opnå, hvad jeg brænder for. Jeg skal ikke give dig plads til at ødelægge mine håb og drømme.

Det vigtigste, jeg har lært, er, at jeg ikke nødvendigvis kan skille mig af med dig, men til gengæld kan jeg lære at leve med dig. Jeg har lært at værdsætte de gange, hvor det eksempelvis er gået rigtig godt til en fremlæggelse, eksamen eller noget tredje, for gode situationer har jeg da også haft med dig! Du har på mange måder ydmyget mig, men lige så mange gange har du fået mig til at tænke på, hvor heldig jeg egentlig er. Selvom jeg stammer, har jeg stadig en stemme, der fortjener at blive hørt!

Der er så mange (og meget), der har gjort indsigt i den måde, jeg tænker om dig – eksempelvis de mennesker der har hjulpet mig med øvelser og viden om stammen, de lærere der har vist forståelse og ikke mindst den tanke om, at der også er andre, der kæmper med det samme problem som mig. 

Selvom jeg stadig har problemer med selvtillid, når det kommer til situationer, hvor jeg skal tale, har jeg i hvert fald opnået et håb om, at jeg sagtens kan leve med dig! Det gør ikke noget, at jeg stammer. Hvis blot JEG har det godt med dig, så vil dem omkring mig også acceptere dig. Jeg er ikke helt nået til dette stadie endnu, men bare tanken om at kunne tale og formulere mig frit uden hjertebanken gør mig glad!

Kære Stammen, jeg ønsker at blive venner med dig!

Venlig hilsen
Sathuna