På denne side
Stammeforeningen består af en bestyrelse, et sekretariat og lokalafdelinger rundt i landet. Sammen sørger vi for den overordnede retning, det daglige arbejde og en stærk lokal tilstedeværelse.
Medarbejdere
Stammeforeningens sekretariat får hverdagen til at hænge sammen. Vi står for det hele – fra rådgivning af medlemmer til støtte af vores frivillige på træf og i lokalafdelingerne, kommunikation, bogholderi og en lang række andre opgaver.
Vi er i løbende dialog med både medlemmer og bestyrelse, så vi sikrer, at vores arbejde giver mening og matcher de behov og ønsker, der er i foreningen.
Sekretariatet består af tre medarbejdere, som hver især bidrager med kompetencer og engagement. Læs mere om medarbejderne nedenfor. Du er altid velkommen til at sende os en mail, ringe eller komme forbi os i Taastrup, hvis du har brug for et godt råd – eller har ideer og input, du har lyst til at dele med os.
Salih Coskun
Bogholder
salih.coskun@stammeforeningen.dk
Salih er vores skarpe bogholder og administrative stjerne – ham, der har styr på tal og systemer. Han er altid hjælpsom, engageret og en, man trygt kan regne med.
Mange kender Salih fra Aarhus Lokalafdeling, hvor han er forperson og var med til at starte afdelingen helt tilbage i 2003. Her står han bag et væld af kreative og hyggelige aktiviteter – fra museumsbesøg til interaktive dart-turneringer. Og med sine mange år i Stammeforeningen er han altid er god for en sjov, hyggelig eller bizar anekdote fra “de gamle dage”.
Når Salih holder fri, snører han løbeskoene og tager turen rundt i Aarhus, hvor han bor. Men det er ikke kun benene, der er i gang – han spiller også klarinet og er en del af Stammeforeningens trio, som får sin debut ved generalforsamlingen den 25. april 2026.
Og så er der rejselysten. Salih tager ikke bare på ferie – han går på opdagelse. Med sin historiske nysgerrighed dykker han ned i selv de mindste detaljer og ender ofte med at vide mere om stedet end dem, der bor der.
Sofie Gudsø
Logopæd og frivilligansvarlig
sofie.gudsoe@stammeforeningen.dk
Sofie er uddannet audiologopæd og følger med stor nysgerrighed med i alt, hvad der rører sig på stammeområdet. Så tøv endelig ikke med at kontakte hende, hvis du har spørgsmål.
Sofie har været frivillig gennem hele sin ungdom – og er det stadig. Hun er en stærk sparringspartner, hvis du overvejer at blive frivillig i Stammeforeningen. Hun er god til at få folk til at føle sig velkomne og sørger for, at frivillige både bliver klædt godt på og får et stærkt fællesskab omkring sig.
I sin fritid elsker Sofie at lade sig inspirere – især af kultur og ny viden. Du kan meget vel finde hende dybt optaget af fortællinger om myrer og svampe til Vin & Videnskab på Naturhistorisk Museum. Og så er hun altid den, der skaber en god stemning – ikke mindst med sit imponerende repertoire af kreative quizzer og konkurrencer.
Bestyrelsen
Stammeforeningens bestyrelse består af 1 forperson, 1 næstforperson, 1 kasserer og op til 6 bestyrelsesmedlemmer samt et antal suppleanter.
Marc Egede
Forperson
Jeg er ny formand for Stammeforeningen, og jeg ønsker at styrke og videreudvikle foreningen sammen med de mennesker, den er her for.
Stammen har altid været en del af mit liv. Jeg stammer selv, min far stammede, min søster stammer, og jeg har en søn, der stammer. Som ung var min stammen så udtalt, at jeg i perioder næsten ikke kunne tale. Derfor ved jeg, hvor meget det kan fylde.
Jeg ønsker, at Stammeforeningen skal være et trygt fællesskab, hvor man føler sig forstået og ikke står alene. Det gør en stor forskel at møde andre, man kan spejle sig i, og finde modet til at tale.
Det savnede jeg selv som ung. Det skal ingen mangle i dag.
Mit mål er, at Danmark skal være et af de bedste steder i verden at leve for mennesker, der stammer og har løbsk tale.
Marie Stenild
Næstforperson
Jeg har valgt at engagere mig i bestyrelsen for Stammeforeningen i Danmark, fordi jeg ønsker at bidrage til et stærkt fællesskab for mennesker, der stammer, og deres pårørende. Jeg er mor til to sønner, som af og til stammer i form af talestop, og jeg ved derfor, hvor stor betydning forståelse, støtte og viden kan have for både den enkelte og familien.
I mit professionelle virke arbejder jeg med partnerskaber, planlægning, kommunikation og internationalt samarbejde. Denne erfaring ønsker jeg at bringe i spil i bestyrelsesarbejdet for at styrke foreningens udvikling, synlighed og samarbejde med relevante interessenter samt at udbrede viden om forskellige typer af stammen. Jeg brænder for at skabe resultater gennem samarbejde og dialog og håber at kunne bidrage til, endnu større viden om stammen I det danske samfund samt at flere personer der stammer får den hjælp og støtte de har brug for.
Peter Nielsen
Kasserer
Jeg stammer. Og jeg er meget mere end det.
Jeg er årgang 1993 og kommer fra Limfjordsøen Mors i Nordvestjylland. Jeg har stammet hele mit liv, så stammen har altid været en del af min historie. Men den har aldrig været hele historien om, hvem jeg er.
Min skolegang har også sat sine spor. Jeg blev mobbet gennem hele min folkeskoletid, og det betød, at jeg måtte skifte skole hele tre gange. Jeg ved derfor, hvordan det føles at stå udenfor, ikke føle sig som en del af fællesskabet og være den, der ikke rigtig passer ind. Det er nogle erfaringer, jeg tager med mig den dag i dag, og som har gjort det endnu vigtigere for mig at være med til at skabe fællesskaber, hvor mennesker føler sig set, hørt og accepteret.
Siden 2018 har jeg været en del af McGuire-programmet, som har givet mig nogle vigtige værktøjer og erfaringer med min stammen. Jeg har blandt andet lavet tre dokumentarer, som er blevet vist på TV 2, blandt andet Jeg er stammer. Det har givet mig mulighed for at fortælle åbent om, hvordan det er at leve med stammen, men også om alt det, der ligger bag.
I dag er jeg kasserer i Stammeforeningen Danmark. Det er en rolle, jeg er rigtig glad for, fordi jeg gerne vil bruge mine egne erfaringer til at gøre en forskel for andre, der stammer. Jeg ved selv, hvordan det kan føles, når ordene ikke kommer ud, som man gerne vil have dem til. Og jeg ved, hvordan det føles at stå udenfor. Derfor betyder det meget for mig at være med til at skabe et fællesskab, hvor man ikke føler sig alene.
Frivilligt arbejde fylder en stor del af mit liv. Jeg er frivillig i fire bestyrelser, blandt andet i Socialdemokratiet på Mors, Socialdemokratiet Thisted Kredsen, Kommunikationscenter Thisted og selvfølgelig Stammeforeningen Danmark. Jeg er også politisk engageret og stillede op til kommunalvalget i 2025.
Jeg tror på, at det gør en forskel, når vi engagerer os og tør bruge vores stemme, også når stemmen måske ikke altid kommer lige hurtigt eller nemt.
I Stammeforeningen Danmark synes jeg, det er vigtigt, at bestyrelsen repræsenterer hele Danmark. Vi skal have plads til både land og by og være opmærksomme på de forskelle, der kan være afhængigt af, hvor man bor. Alle, der stammer, skal have mulighed for hjælp, fællesskab og forståelse, uanset om de bor på Mors, i Thisted, København eller et helt andet sted i Danmark.
For mig handler det derfor ikke kun om stammen. Det handler om mennesker. Om at turde stå ved sig selv, om fællesskab og om at skabe muligheder for andre.
Jeg ved, hvad det vil sige at stå udenfor. Derfor vil jeg være med til at bygge fællesskaber, hvor ingen skal føle, at de står alene.
Mit motto.
Din stemme er din. Også når ordene tager lidt længere tid.
Stammen er en del af mig, ikke hele mig.
Jeg stammer. Og jeg er meget mere end det.
Hanne Høgh Larsen
Bestyrelsesmedlem
Jeg er årgang 1968, og jeg begyndte at stamme, før jeg kom i skole. Jeg er nr. 2 ud af 3 børn, og den eneste i familien, der stammer. Jeg er gift og har ingen børn.
Jeg var til undervisning hos logopæder som barn og teenager hos to meget forskellige logopæder, uden at jeg fik noget ud af undervisningen. Først som 53-årig fandt jeg mod til at række ud for undervisning igen – denne gang med gode resultater – hos en kompetent logopæd.
Skolegangen var præget af mobning bl.a. pga. min stammen. Stammen har begrænset mig meget i livet, også i forhold til valg af erhverv. Jeg er uddannet inden for delikatessefaget. I dag brænder jeg for at alle, der stammer og har løbsk tale, skal have mulighed for undervisning i et trygt rum hos en kompetent logopæd, der samtidig også ser mennesket bag talehandicappet.
Jeg har flere gange holdt oplæg, skrevet læserbreve, samt stillet op i medierne til interview, hvor jeg fortæller om et langt liv med stammen. Dette for at nedbryde tabuer, uvidenhed og fordomme om stammen. Desuden er jeg forfatter bag bogen ”Stammen tæt inde på livet.” Og jeg er i løbende dialog med folketingspolitikere for at forbedre undervisningen for mennesker, der stammer og har løbsk tale. Endelig sidder jeg med i bestyrelsen i Dansk Handicaporganisations lokalafdeling i Syddjurs Kommune.
Udover at arrangere mig som bestyrelsesmedlem i Stammeforeningen, kører jeg lidt spinning samt landevejscykling, og er med i det frivillige netværk på Herregårdsmuset Gl. Estrup, hvor jeg 4-6 gange om året er med til at levendegøre Gl. Estrups historie. Når jeg er ude som frivillig, snakker jeg med glade gæster, hvor jeg holder de teknikker vedlige, jeg har lært hos logopæden.
Dan Hartvig Pedersen
Bestyrelsesmedlem
Dan er far til to børn, der begge har udfordringer med stammen. Det var netop gennem egne oplevelser som forælder, at han blev opmærksom på, hvor begrænset adgangen til viden, støtte og kvalificeret undervisning kan være for familier med børn, der stammer. Takket være sit eget netværk og professionelle ressourcer har Dan fundet hjælp. Men det har også givet ham en stærk drivkraft for at sikre, at alle får samme mulighed, uanset baggrund.
I bestyrelsesarbejdet bidrager Dan særligt med sine kommercielle og strategiske kompetencer. Han har mange års erfaring inden for virksomhedsledelse, opkøb og optimering af virksomheder samt jura og markedsføring. Hans tilgang er altid forankret i ønsket om at skabe konkrete forbedringer og bæredygtige løsninger – både for organisationen og for de mennesker, der lever med stammen i hverdagen.
Ulrik Andersen
Bestyrelsesmedlem
Ulrik har stammet, siden han var barn, og stammen har været en fast følgesvend gennem livet. Som barn og ung førte den til meget undgåelse – situationer og samtaler, der blev valgt fra, fordi de var for svære. Han fik talepædagogisk hjælp ad flere omgange, men det egentlige vendepunkt kom først som 28-årig. Her kom han i et forløb med både enkelt- og gruppeundervisning hos en logopæd, hvor det psykologiske aspekt også blev tænkt ind. Det gjorde en afgørende forskel.
Ulrik er far til to drenge og arbejder til daglig som ingeniør med udvikling af digitale produkter. I bestyrelsen ønsker han at gøre en forskel og være med til at gøre det mindre svært at være barn og ung med stammen. Samtidig vil han arbejde for at ændre samfundets syn på stammen, så den mødes med mere forståelse og åbenhed. Stammeforeningen skal være et sted at gå til, et sted at søge hjælp – og et sted at høre hjemme.
Anders Østervang
Bestyrelsesmedlem
Anders er far til to børn – hvor af den ældste har udfordringer med stammen. Da udfordringen meldte sig mødte Anders og hans familie rigtig god støtte fra Stammeforeningen på et tidspunkt hvor de forsøgte at navigere den nye situation og søgte råd og hjælp. Anders har derfor valgt at deltage i foreningens bestyrelse for at bidrage til at løfte foreningens vigtige arbejde videre. Det gør han med afsæt i både egne erfaringer som familie med udfordringen inde på livet og nu med gode ressourcer omkring sig såvel som mangeårig arbejdsmæssig erfaring inden for forvaltning og det politiske område. For Anders er det en stærk drivkraft at foreningen er synlig og relevant for stammere i alle aldre såvel som deres familier uanset baggrund, og at stammen i det danske samfund fuldt ud accepteres og at unge mennesker der stammer også skal kunne turde forfølge deres drømme og ambitioner.
Louise Brøndum
Bestyrelsesmedlem
Jeg er mor til fire drenge, og vores yngste søn på 11 år stammer. Gennem ham har jeg fået indblik i de
udfordringer, begrænsninger og tanker, som stammen kan medføre i hverdagen, både for den enkelte,
der stammer og for familien omkring. Da vi fandt ud af, at vores søn havde behov for hjælp og støtte i
forhold til sin stammen, opdagede vi også, at det desværre ikke altid er lige let at finde den rette vej
gennem systemet. Sådan bør det ikke være.
Til daglig arbejder jeg som lærer på specialområdet i folkeskolen, hvor fællesskab, trivsel og udvikling
er centrale omdrejningspunkter. Det er samtidig værdier, der betyder meget for mig personligt. Derfor er
det en fornøjelse at få lov at engagere mig i Stammeforeningen, hvor jeg gerne vil være med til at
skabe de bedst mulige rammer for børn, unge og voksne, der stammer, samt deres familier.
Jeg er særligt optaget af børn og unges stemmer, af at styrke fællesskaber og af at skabe muligheder
for, at mennesker, der på den ene eller anden måde er påvirket af stammen, kan møde andre i samme
situation og drage nytte af hinandens erfaringer.
Som familie savnede vi selv lettere adgang til viden, rådgivning og mulighed for erfaringsudveksling, da
vi søgte hjælp til vores søn.
Det er noget af det, jeg gerne vil være med til at arbejde for i Stammeforeningen, så andre familier
hurtigere kan finde den støtte, de har brug for.
Bettina Breitowicz
Bestyrelsesmedlem
Jeg er nyt medlem af bestyrelsen og er medlem af Stammeforeningen, fordi min søn stammer. Vi har fået god hjælp fra PPR i løbet af hans barndom, men det der har gjort den største forskel for hans trivsel, er arbejdet med de psykologiske aspekter. Han har også fået meget ud af at tage med på foreningens teenagetræf til Bornholm, hvor han har mødt andre unge med stammen.
Jeg ønsker at arbejde for at skabe flere fællesskaber, især for børn og unge, som stammer. At øge fokus på Stammeforeningen, som et sted man kan søge hjælp og støtte. At sætte fokus på at tidlig indsats og arbejdet med de psykologiske faktorer er vigtig.
Til dagligt arbejder jeg som læge.
Stig Holstein Bach
Suppleant
Talefonden
Talefondens hovedformål er at støtte Stammeforeningen. Herudover kan fonden i særlige tilfælde støtte beslægtede formål, der ligger inden for fondens fundats. Læs mere om Talefonden
Adam Estrup
Forperson for Talefonden
adam@estrup.dk
Adam er formand for Talefonden in Memoriam Preben Magne Bisgaard. Han har stammet hele livet og var med til at stifte Dansk Stammeforum, som han også var forperson for 2022-2025.
Adam er uddannet maskiningeniør, har en kandidatgrad i kommunikation og har arbejdet som journalist, kommunikationsdirektør og administrerende direktør. Han er i dag strategirådgiver og dertil bestyrelsesformand for et interationalt konsulenthus indenfor dyrevelfærd.
Adam er aktiv i debatten omkring stammere og stammeres vilkår, bl.a. med udgivelse af bogen “Jo, det gør ondt at stamme” (på engelsk: ”Yes, we stutter in Danish too…”) og medvirken i DR’s program Klog på Sprog i en episode, der omhandlede stammen.
Lokalafdelinger
Stammeforeningen har lokalafdelinger i Aarhus, Aalborg og Odense – og forhåbentlig er flere afdelinger på vej. Læs mere om vores lokalafdelinger
Vedtægter og rapporter
Her kan du hente vores vedtægter, årsregnskaber og referater fra vores generalforsamlinger.
Årsregnskaber
Årsrapport 2025
Årsrapport 2024
Årsrapport 2023
Årsrapport 2022
Årsrapport 2021
Referater fra generalforsamlinger
Referat 2026
Referat – ekstraordinær generalforsamling 2025
Referat 2025
Referat 2022
Referat 2021
Dokumenter fra Stammeforeningens generalforsamling 2026
Referat fra generalforsamlingen 2026
Referat fra konstituerende bestyrelsesmøde 2026
Årsberetningen ved generalforsamlingen 2026
Årsrapport for 2025
Alle oplæg fra Stammeforeningens generalforsamling 2026
Blanketter og skemaer
Blanketter til transportgodtgørelse