Profil
I Stammeforeningen har vi arbejdet med en ny profil, der viser foreningens værdier og retning. Vores profil afspejler, at vi både er et sted, hvor personer, der stammer, og pårørende kan finde støtte – og en forening, der arbejder for forandring og for større accept af alle måder at tale på i samfundet.
Vores kernefortælling, farver, logo og slogan afspejler netop dette dobbelte ståsted: Vi er både et støttende fællesskab og en aktør, der skaber forandring.
Farver og logo
Vores slogan
“Gør din stemme hørt” er vores nye slogan. Sloganet indeholder flere budskaber:
Gør din stemme hørt
Betyder, at Stammeforeningen tror på dig og ikke betragter dig som patient/offer. Din stemme har ret til at blive hørt hos os
… Betyder også, at Stammeforeningen arbejder på at gøre din stemme hørt, så der bliver skabt den nødvendige forandring i samfundet
Gør din stemme hørt
Har “din stemme” i centrum. Du har en individuel, personlig, unik måde at tale på, og den er helt perfekt, som den er. Du bestemmer over din stemme, og hvad der skal ske med den – og uanset hvad fortjener den at blive hørt.
Vores kernefortælling
For mennesker, der stammer — og et samfund, der accepterer alle stemmer
Din stemme bærer dit jeg i sine lydbølger. Den er din, uanset om den piber eller har fylde, om den flyder frit eller møder modstand på sin vej, om den løber afsted eller tager sig sin tid. Alle stemmer er rigtige stemmer.
Stammeforeningen er sat i verden for at støtte mennesker, der stammer. Her bliver du mødt, lyttet til og hjulpet, både hvis du stammer selv, og hvis du er forælder til et barn, der stammer. Vi kæmper for plads til og accept af alle måder at tale på i samfundet, så enhver kan leve sit liv uden at føle sig begrænset, misforstået eller stigmatiseret.
I Stammeforeningen finder mennesker, der stammer, og deres pårørende et sted at høre til. Her er tid, plads og tålmodighed – og vi skaber fællesskaber, hvor man møder andre med de samme udfordringer som en selv. Vi deler også viden og vejledning med fagpersoner, skoler, institutioner og offentligheden, så verden kan blive klogere på, hvad stammen er. Vi vil være en forandrende kraft i samfundet, der får skam, stigma og negative associationer forbundet med stammen til at vige for øget accept, forståelse og oplysning.
Din stemme er din, og vi respekterer, hvordan du håndterer din stammen – vi møder dig der, hvor du er. Vi kan pege dig i retning af hjælp, hvis du ønsker det, eller invitere dig ind i et fællesskab af mennesker, der deler dine erfaringer. Her er du velkommen og fri til at tale med den stemme, der er din.
Gør din stemme hørt.

Mærkesager
Kendskab
Vi vil gøre stammen mere synlig i samfundet. Jo mere vi taler åbent om stammen, desto større bliver forståelsen, respekten og rummeligheden – i skolen, på arbejdspladsen og i hverdagen. Vi deler viden, støtter hinanden og arbejder for at nedbryde fordomme.
Fællesskab
Vi skaber fællesskaber for mennesker, der stammer, og deres pårørende. Vi holder træf for familier, unge og voksne – og vores lokalafdelinger arrangerer fælleskab og spændende aktiviteter for alle interesserede.
Læs mere om vores stammetræf
Læs mere om aktiviteter i vores lokalafdelinger
Undervisning
Vi ønsker et kvalitetsløft af den undervisning, som mennesker med stammen (og løbsk tale) tilbydes, hvis de ønsker at arbejde med deres tale. Derfor arrangerer vi kurser og efteruddannelse til logopæder, der arbejder indenfor området.
Politisk arbejde
Vi arbejder for en bedre lovgivning på området, så alle mennesker med stammen og/eller løbsk tale kan få den rette støtte.
Projekter
Sammen om Stammen … og løbsk tale
Stammeforeningen er i gang med videoprojektet “Sammen om stammen … og løbsk tale” – et projekt, der gør op med fordomme og giver indsigt i, hvad det vil sige at leve med stammen og/eller løbsk tale.
Vi lancerer landsdækkende kampagner med blandt andet videoer på sociale medier og andre platforme. Formålet er at skabe forståelse, nedbryde fordomme og gøre det lettere at tale åbent om stammen og løbsk tale.
Samtidig arbejder vi på en videolæringsplatform, hvor du kan blive klogere på emnet gennem ekspertvideoer og videoportrætter, hvor vi møder forskellige mennesker med stammen og/eller løbsk tale.
Nedenfor ses de første videoer, vi har lavet. Og der er meget mere på vej.
Projektet er støttet af
Helsefonden
Sundhedsdonationer
Lars Larsens Jysk Fond
Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond
Simon Spies Fonden
Lemvigh-Müller Fonden
Hoffmann og Husmans Fond
Hartmanns Fonden
Østifterne
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Undersøgelse på vej: Antal personer, der stammer
Stammeforeningen skal – i samarbejde med Teknologisk Institut – i gang med at undersøge, hvor mange personer i Danmark, der stammer. Afhængig af undersøgelser, der er foretaget i udlandet, stammer et sted mellem 0,7 % -2 %. I Danmark svarer det til mellem 40.000 og 120.000 mennesker. Vi ønsker at få mere præcist billede af, hvor mange mennesker i Danmark, der stammer.