Få hjælp til løbsk tale

Rettigheder

Hvis du stammer og/eller har løbsk tale, har du ret til specialundervisning, så du kan få hjælp til at leve et liv, hvor din talevanskelighed ikke står i vejen.

Læs mere om dine rettigheder

Undervisning til voksne

Forløb

Kontakt dit kommunale eller regionale kommunikationscenter. Her vil der typisk være et lille team af logopæder, der arbejder med stammen og/eller løbsk tale. Du vil få en udredning for løbsk tale og blive tilknyttet en logopæd, der sammen med dig skræddersyr et forløb, der passer til dig.  

Et forløb hos en logopæd kan se meget forskelligt ud. Det kan være én enkelt rådgivende samtale. Det kan også være et fast forløb – for eksempel hver anden uge i et halvt år. Forløbet kan foregå individuelt eller i en gruppe sammen med andre, der stammer og/eller har løbsk tale.

Det kan også være, du tilbydes et forløb med enkelte samtaler over en længere periode. Det kan for eksempel være, hvis der opstår situationer i dit liv, hvor du vil genopfriske dine teknikker – som ved eksamensperioder, eller hvis du skal holde oplæg på dit arbejde.

Det varierer fra kommune til kommune, hvor langt et forløb, der tilbydes.

Indhold

Tilgangen til løbsk tale minder på mange måder om arbejdet med stammen. Det handler om at blive opmærksom på sine tanker og lære kroppens reaktioner at kende. Mange har gavn af at øve sig i at mærke det rette tidspunkt til at slippe spændinger i kroppen, tage små pauser og sætte tempoet ned, før de taler. Øvelser med langsom tale kan være en hjælp, fordi de øger opmærksomheden på artikulationen og giver en bedre fornemmelse af, hvordan talen dannes. 

Find undervisning for unge og voksne

Du kan finde undervisning for voksne på dit kommunale eller regionale kommunikationscenter, Center for Specialundervisning eller taleinstitutter rundt omkring i landet. Der er pt. 28 steder, der tilbyder et gratis forløb med undervisning i stammen og/eller løbsk tale. 

Derudover har du mulighed for at mulighed for privatundervisning. Se hvilke privatpraktiserende logopæder, der tilbyder stammeundervisning og også har fokus på løbsk tale på Audiologopædisk Forenings hjemmeside

Undervisning til børn

Mange børn kan i perioder have en tale, der minder om stammen eller løbsk tale. Det ses især i alderen 2–5 år, hvor sproget udvikler sig hurtigt. Barnet lærer mange nye ord og måder at udtrykke sig på, og derfor kan talen indimellem indeholde gentagelser eller små pauser.

Løbsk tale viser sig ofte først senere i barndommen eller i ungdomsårene. Hvis du over længere tid oplever, at dit barn har svært ved at få sagt det, det gerne vil, eller bliver frustreret over sin tale, kan det være en god idé at søge råd og vejledning. Jo tidligere man får hjælp, desto bedre muligheder er der for at støtte barnet og skabe tryghed omkring kommunikationen – både for barnet selv og for familien.

Løbsk tale kan også gemme sig bag andre diagnoser. Symptomerne kan ligne hinanden, og nogle børn kan have både løbsk tale og andre udfordringer. For eksempel kan ADHD blive forvekslet med løbsk tale eller sameksistere med det. 

Mit barn har stammen og/eller løbsk tale – hvem skal jeg kontakte? 

Der findes hjælp i det kommunale system. Den Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR) og landets kommunikationscentre har logopæder, som tilbyder undervisning til børn og unge, der stammer og/eller har løbsk tale.

  • Vuggestue og børnehave: Kontakt barnets institution. De kan hjælpe dig videre til den tilknyttede logopæd fra PPR
  • Skolealderen (til og med 9. klasse / under 18 år): Kontakt skolen, som også har tilknyttet en logopæd fra PPR
  • Over 18 år: Kontakt dit kommunale kommunikationscenter

Særlige eksamensvilkår

Dit barn har også ret til støtte ved eksamen, hvis løbsk tale gør det sværere at deltage i undervisningen eller gennemføre eksamen.

Læs mere om særlige eksamensvilkår