Tildes breve til sin stammen

Tilde har som 18-årig genbesøgt to breve til sin stammen, som hun skal da hun var 15 og 16 år – og reflekterer over, hvad der siden er ændret i hendes liv.

September 2022 (15 år)

Maj 2023 (16 år)

Kære Stammen. 

De sidste mange år har jeg gået og frygtet din tilstedeværelse. Jeg har været bange for, hvilke situationer du pludselig vil dukke op i. Den følelse mærker jeg stadig, men på en måde har jeg også opdaget, at det ikke altid nytter at føle skam over noget, som ikke er min skyld. Du vil altid være der, om jeg tillader det eller ej. 

Spørgsmålet er bare, hvordan jeg håndterer det, og det har været og er en svær proces, men jeg er, hvem jeg er. Og på mange måder har du også gjort mig til, hvem jeg er. Vi har slåsset, men jeg er også blevet en mere moden, viljestærk og modig person, fordi jeg har skulle kæmpe mere end andre for at opnå mine mål. Jeg har over tid indset, at andres meninger ikke altid er det vigtigste, og dybest set er jeg ligeglad med dem. 

Så på mange måder har du også gjort mig til en utrolig selvsikker person, som ved, hun er god nok. Vi har dog også vores svære tider, men jeg har efterhånden lært at leve med dig, frem for at leve i benægtelse, og lært, at de små sejre er lige så vigtige som de store. 

Det, jeg i virkeligheden bare prøver at sige, er, at jeg er træt af at skjule, hvem jeg er, i frygt for hvad andre synes, for jeg skammer mig egentlig ikke mere. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke stadig synes, du er irriterende nogle gange, men du fylder kun en lille del af mig. 

Jeg ved, hvem jeg er, hvad jeg vil, og det får du eller andre ikke lov til at stå i vejen for.

Om jeg så skal kæmpe de næste 40 år, som jeg har gjort de sidste 10, så må jeg det, for nogle ting er værd at kæmpe for.

Overvejelser mellem de to breve (efterfølgende som 18-årig)

Nu sidder jeg her præcis to år efter, jeg skrev mit sidste brev. Ikke kun fordi jeg har haft travlt og udskudt at sætte mig ned og skrive det her, men også fordi en del af mig har været bange for at vække gamle følelser til live – bange for at dykke ned i de tanker, jeg engang havde, og opdage, at de måske stadig ligger og lurer et sted i mig.

Men nu hvor jeg endelig gør det, indser jeg, hvor meget der har ændret sig – eller måske hvor meget jeg egentlig har ændret mig. Det er helt mærkeligt at se tilbage på, hvor jeg startede – for sandheden er, at jeg ofte glemmer, hvor langt jeg egentlig er nået. Jeg tror, det er fordi forandring sjældent føles markant, mens det sker.

De små skridt, man tager hver dag: Den dag, det gik fra, at jeg kun behøvede at række hånden op én gang i timen, til at det blev tre gange, og senere til at jeg ikke engang tæller mere. Den dag, jeg valgte at trække ordet ”want” ud på mit arbejde for at kunne snakke med engelske kunder – til nu, hvor jeg snakker med dem hver gang, og endda glæder mig til en engelsk kunde og til muligheden for at snakke det sprog, jeg altid har fundet så meget glæde ved. 

Og ikke mindst på mit nuværende arbejde, hvor jeg dag efter dag taler med kunder og sørger for, at de får den bedst mulige oplevelse. For blot få år siden ville tanken om dette have skræmt mig, men da jeg først stod i situationen, handlede det pludselig ikke længere om mig eller om, hvorvidt jeg kunne sige tallet treogtredive korrekt. Det handlede i stedet om de ældre mennesker, hvis eneste daglige interaktion var at tale med mig. Af og til skulle de spørge om beløbet igen, fordi det lige ramte et af de tal, der drillede, men det var ikke længere vigtigt – samtalen blev vigtigere end ordene. Det handlede om at give dem et øjebliks nærvær, et smil i stemmen og følelsen af at blive set.

Det jeg egentlig bare prøver at sige er, at de små sejre ofte føles ubetydelige i øjeblikket, men når jeg ser tilbage, er det netop dem, der har formet mig. Det var ikke en pludselig forandring fra frygt til selvtillid – det var en proces, hvor jeg langsomt udfordrede mig selv igen og igen. Hver gang jeg rakte hånden op, sagde mit navn højt uden tøven, eller overvandt en situation, der tidligere ville have skræmt mig, lagde jeg en lille sten på vejen mod den, jeg er i dag.

En af de små forandringer, jeg begyndte at lægge mærke til, handlede især om andres kommentarer – og ikke mindst hvilke kommentarer, der virkelig betød noget. Før blev jeg glad for bemærkninger som “du stammer mindre” eller “det er næsten væk nu”; det betød alting, at bare ét menneske sagde det. I dag er det derimod sætninger som “du virker glad” eller “du ser virkelig lykkelig ud”, der betyder mest. Jeg er pludselig ikke længere afhængig af andres vurderinger for at føle mig god nok, men har fundet en ro i mig selv, som gør, at verden ikke længere føles som om den bryder sammen, blot fordi jeg i en periode stammer lidt mere. Som jeg engang kaldte det sammen med Inge, har jeg lært mere og mere at kravle op af sumpen, frem for at sidde fast i den. 

Når jeg ser tilbage på mit første brev, bliver jeg fyldt med stolthed, undren og en lyst til blot at gribe fat i den unge, nervøse pige, kramme hende og fortælle hende, hvor sej hun egentlig er. Den pige, der var så nervøs for, hvordan andre så hende, at hun blev bange for at fejle; pigen, hvis mål om ikke at stamme var så vigtigt, at hun glemte sig selv i processen. Jeg vil fortælle hende, at hun ikke skal være bange for at blive dømt – verden er ikke så skræmmende, som hun tror. Jeg vil fortælle hende, at hun skal åbne op og vise, hvem hun er, for hun har så meget at give. Jeg vil fortælle hende, at de næste tre år på gymnasiet bliver fantastiske, og at hun bare skal lære at omfavne livet. Men jeg vil også være ærlig: Jeg vil ikke lyve for hende og sige, at det bliver nemt. Der vil være dage, hvor hun føler sig overvældet, hvor stammen føles som en kæmpe byrde, og hvor hun tvivler på, om hun nogensinde vil blive den person, hun gerne vil være. Der vil være perioder, hvor hun føler, at hun står stille, fanget i et mønster, hun ikke kan bryde.

Men jeg vil også sige, at hun slet ikke aner hvor meget godt de næste tre år kommer til at byde på, hvis blot hun griber mulighederne: at stille op til en musical og faktisk komme med, stå på scenen foran 200 mennesker alene; at søge og få et job, hvor hun hver uge snakker med mennesker – og opdage, at hun faktisk er skidegod til det. 

Hun vil nok ikke tro på mig, for når jeg ser tilbage på det første brev, var frygten min største følgesvend. Frygten for at sige mit navn højt, for at tage ordet, for at blive set. Frygten for, hvordan stammen ville påvirke min fremtid – mine karakterer, mine venskaber, min gymnasietid. Så hvordan gik jeg fra den skræmte pige, der kunne sidde i en hel time med rystende hænder, til den person, der kunne stå på en scene og synge foran et stort publikum? Selv jeg ved det ikke engang. Dog tror jeg ikke kun det handler om de små skridt, men også om de øjeblikke, hvor jeg tog chancer, trådte ud af min komfortzone og gjorde noget, jeg ikke troede, jeg kunne.

Det er de øjeblikke, hvor frygten har været så stor, at den næsten har lammet mig, men alligevel har jeg valgt at gå igennem den. At melde mig til musicalen, selvom jeg aldrig havde stået på en scene før, var et af de største spring, jeg har taget. Jeg havde ingen garanti for, at det ville gå godt, men jeg valgte at give mig selv chancen. Jeg har lært, at det ikke handler om at være frygtløs, men om at handle på trods af frygten. Man bliver aldrig 100 % klar – men man må tage det første skridt alligevel.

Jeg har flere gange siddet her med Inge, og tænkt: “Det kommer jeg aldrig til at gøre”, men i virkeligheden er det de små forslag, hun har kommet med og de gange jeg faktisk har gjort det, som har været den største forskel. Så gør det træt, eller gør det bange, så længe du bare gør det. Tro mig, du vil takke dig selv efter. 

Til andre, der læser dette, og som måske står i samme situation: Tag chancer. Gør de ting, der skræmmer jer. Det vil ikke altid være let, og I vil tvivle på jer selv, men det er det værd. En dag vil I opdage, at I ikke længere tæller, hvor mange gange I rækker hånden op, eller hvor mange engelske kunder I taler med. I vil glæde jer over de situationer, I engang frygtede, og indse, hvor langt I er kommet.

Tag det første skridt, og fortsæt med de små skridt, selv når det virker uoverskueligt. Hver gang bliver verden lidt mindre skræmmende, og jeres tro på jer selv lidt stærkere. Og vigtigst af alt: Vær søde ved jer selv. Selv hvis I i en periode ikke tager skridt fremad eller tager, hvad der føles som et skridt tilbage, betyder det ikke, at alt er tabt. Udvikling sker aldrig i en lige linje – den er fyldt med bump, drejninger og pauser.

Selvom jeg i dag ikke er den perfekte version af mig selv, ved jeg at den 15-årige pige, der stadig sidder inde i mig, vil skrige af glæde, hvis hun vidste, hvad jeg har opnået. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle hende, hvor meget hun vil vokse, og hvor mange udfordringer hun vil overvinde. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at hun er stærkere, end hun tror. Men det er desværre nogle år for sent, så i stedet håber jeg at denne tekst finder vej til et andet ungt menneske, der måske er på vej ind i gymnasiet, og give dem modet til at tage det første skridt og turde vise verden, hvem de er.

Venlig hilsen
Tilde