Vil du styrke din faglige værktøjskasse og blive endnu bedre til at hjælpe børn, der stammer?
Tidlig indsats kan få stor betydning for et barns trivsel, kommunikation og deltagelse i fællesskaber. Men hvordan tilrettelægger vi den mest hensigtsmæssige intervention? Hvilke metoder virker, og hvordan omsætter vi den nyeste viden til praksis?
ALF, Logopædisk Forum og Stammeforeningen inviterer til en inspirerende kursusdag om intervention over for førskolebørn, der stammer. Kurset giver dig ny faglig viden, konkrete redskaber og mulighed for at sparre med kolleger, der arbejder med samme målgruppe.
Uanset om du er ny inden for stammeområdet eller har mange års erfaring, får du inspiration til dit daglige arbejde med børn og familier samt indsigt i aktuelle tilgange til stammebehandling.
Kurset afholdes både i Jelling og Taastrup, så flest muligt får mulighed for at deltage.
Kursusbeskrivelse
Kurset handler om logopædisk intervention over for førskolebørn, der stammer, i en tværfaglig PPR-kontekst. I løbet af dagen gennemgår vi de tilgange, der typisk anvendes i arbejdet med stammen i førskolealderen. Vi ser også nærmere på, hvad forskningen faktisk fortæller os om effekten af de forskellige tilgange. Derudover giver vi en opdatering på de faglige diskussioner og perspektiver på stammen, der finder sted internationalt i disse år.
Vi kommer blandt andet ind på spørgsmål som:
- Har temperament betydning for udviklingen af stammen?
- Kan mus stamme?
- Kan vi påvirke sandsynligheden for, at stammen ophører, eller er vores vigtigste opgave at facilitere et støttende miljø omkring barnet?
- Giver det mening, at forældre og andre nære voksne simplificerer deres sprog og fx stiller flere lukkede spørgsmål – eller risikerer vi i så fald at forringe barnets sprogligstimulering?
- Taler børn langsommere, hvis de pårørende gør det?
Og hvilken betydning har det for vores praksis, hvis vi betragter stammen som en talemotorisk lidelse, der opstår i et komplekst samspil mellem cortex, basalganglier og cerebellum?
Underviser
Kurset ledes af Bjarne Dammsbo, tale-høre-konsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, privatpraktiserende logopæd og ekstern lektor på audiologopædiuddannelserne ved KU og SDU, hvor han underviser i stammebehandling af børn, unge og voksne.
Desuden underviser han også på Københavns Professionshøjskole. Bjarne er stifter af Dansk Stammekonference og har gennem mange år arbejdet med stammebehandling i både kommunalt og regionalt regi, bl.a. på Kommunikationscenter Region Syddanmark, PPR Indre By/Østerbro og Center for Stammeundervisning i København.

Billede af kursusleder, Bjarne Dammsbo
Program
09.30 – 10.00 Velkomst og kaffe
10.00 – 11.00 Forelæsning
11.00 – 11.15 Pause
11.15 – 12.15 Forelæsning
12.15 – 13.00 Frokost
13.00 – 13.45 Workshop og sparring
13.45 – 14.00 Pause
14.00 – 15.00 Forelæsning
15.00 – 15.15 Pause
15.15 – 16.15 Forelæsning
16.15 – 16.45 Opsamling
Praktiske informationer
Dato og sted
Den 9. november 2026
Handicaporganisationernes Hus
Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup
Den 11. november 2026
University College Lillebælt
Vejlevej 2, 7300 Jelling
Deltagergebyr
950 kr. inkl. kaffe, te og frokost.
Tilmeldingsfrist
Den 1. oktober 2026
Tilmelding
Send en e-mail til kursus@fsd.dk
Tilmeldingen skal indeholde:
- Navn
- E-mailadresse
- Om du ønsker at deltage i Jelling eller Taastrup
- EAN-nummer, hvortil opkrævningen skal sendes
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os på kursus@fsd.dk