
Kære medlem
Tak til alle, der deltog i Stammeforeningens generalforsamling i Aarhus den 25. april 2026. Udover selve generalforsamlingen bød dagen på spændende oplæg, præsentationer af foreningens lokalafdelinger og levende musik fra Stammeforeningens trio.
Det var glædeligt at opleve stor interesse for bestyrelsesarbejdet, hvor flere kandidater stillede op. Stammeforeningen har nu konstitueret en ny bestyrelse med Marc Egede som ny forperson. Vedhæftet finder du referatet fra generalforsamlingen 2026 samt referatet fra det konstituerende bestyrelsesmøde.
Vores nye bestyrelse i 2026
Marc Egede, forperson
Jeg er ny formand for Stammeforeningen, og jeg går til opgaven med et stort ønske om at styrke og videreudvikle foreningen – sammen med de mennesker, den er her for.
Stammen har altid været en del af mit liv. Jeg stammer selv, min far stammede, min søster stammer, og jeg har en søn, der stammer. Som ung var min stammen så udtalt, at jeg i lange perioder næsten ikke kunne tale. Derfor ved jeg, hvor meget det kan fylde – både i hverdagen og indeni.
Netop derfor er det vigtigt for mig, at foreningen bygger på både faglig viden og personlige erfaringer. Hos os møder du mennesker, der selv kender til de udfordringer, tanker og følelser, der kan følge med stammen og løbsk tale.
Jeg ønsker, at Stammeforeningen skal være et trygt og nærværende fællesskab, hvor man føler sig forstået og ikke står alene. Når man har talevanskeligheder – ofte også med taleangst – betyder den menneskelige kontakt utrolig meget. Det gør en forskel at møde andre, man kan spejle sig i, og at have et sted, hvor man tør være sig selv og finde modet til at tale.
Det savnede jeg selv som ung. Det skal ingen mangle i dag.
Mit mål er, at Danmark skal være et af de bedste steder i verden at leve for mennesker, der stammer og har løbsk tale.

Udover Marc Egede består vores nye bestyrelse af
- Næstforperson: Marie Stenild
- Kasserer: Peter Nielsen
- Bestyrelsesmedlem: Dan Hartvig Pedersen
- Bestyrelsesmedlem: Hanne Høgh Larsen
- Bestyrelsesmedlem: Ulrik Andersen
- Bestyrelsesmedlem: Anders Østervang
- Bestyrelsesmedlem: Louise Brøndum
- Bestyrelsesmedlem: Bettina Breitowicz
- Suppleant: Stig Holstein Bach
Vi vil samtidig rette en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer – tidligere forperson Inge Brink Hansen, tidligere kasserer Charlotte Sørensen og tidligere bestyrelsesmedlem Kirsten Sjøstrøm – for deres store engagement og indsats for foreningen.
Vi ser frem til et nyt og spændende år med mange gode initiativer og aktiviteter på vej.
De bedste hilsner
Stammeforeningen
