Som altid glædede jeg mig som et lille barn til vores årlige ungdomstræf, hvor jeg igen ville tilbringe tid med ligesindede unge. Denne gang var det blot i rollen som arrangør i stedet, hvilket var en spændende udfordring. Det gør det muligt for os selv at sætte rammerne for aktiviteterne og forhåbentligt synes de andre deltagere, at aktiviteterne var lige så sjove, som jeg synes. Efter at vi havde fået ordnet indkøb og indkvartering, spiste vi hjemmelavet aftensmad sammen og hyggede bagefter med nogle af de medbragte brætspil. Det gør nu ikke så meget at tabe i spillene, når man tilbringer tid i det bedste selskab. Selvom der var mulighed for flere adskilte værelser, synes de fleste, at det var hyggeligst at sove sammen i den fælles sovesal.     

Med kun 17 km’s afstand til Bonbonland var det en klar mulighed at udnytte. Så om fredagen tog vi vores madpakker, drikkedunke og gode humør med i Bonbonland, hvor vi både prøvede de vilde og mindre vilde forlystelserne, hvilket gjorde at der var plads til alle. Selvom vi umiddelbart er voksne mennesker, er det nu stadig festligt at genopleve sit indre barn i Bonbonland, og især når man er sammen med de her mennesker på ungdomstræffet, er det bare altid en anelse sjovere. Om aftenen hyggede vi med udendørs spil på det store grønne græsareal, vi havde fået stillet til rådighed. Hvad gør et par myggestik, når man hygger sig?

Om lørdagen oplevede vi Køge by, hvor en isvaffel selvfølgelig fulgte med efterfulgt af en tur til havnen, hvor vi holdt en frokostpause. Efter at have været ude og nyde det gode vejr i Køge, havde vi planlagt at skulle en tur i det lokale badeland. Der blev både sprøjtet med vand og kæmpet om baderinge, og de fleste af os nåede at blive væltet ned i vandet mindst et par gange. Selvfølgelig var alt med måde! Om aftenen havde vores store grillmestre forberedt alt det udsøgte, som hører sig til en ordentlig grillaften. Der blev både grinet, talt og lavet diverse vittigheder over maden, så til sidst på aftenen havde man forståeligt helt ondt i sine lattermuskler.

Alle disse aktiviteter er hvert år med til at etablere et fantastisk sammenhold, hvor der tydeligvis er plads til alle. Ligegyldigt hvem man er, og hvor man kommer fra, er man helt automatisk en del af vennegruppen. I og med at vi alle deler stammen, bliver den usynliggjort i det gode fællesskab, hvor alle har en stor tålmodighed og imødekommenhed overfor hinanden. Selvom det er nogle mennesker, som man måske ikke ser hverdag, så taler man lige godt sammen. Jeg har i hvert fald set frem til turen hvert eneste år, og jeg vil altid varmt anbefale andre at deltage i det! Det er helt unikke oplevelser og et sammenhold, som man ikke kan stifte bekendtskab med andetsteds. Det kan slet ikke beskrives; Det skal opleves!

Selina 

Webmaster

Kornelius Marketing