Alma er 17 år, bor i Værløse og arbejder på at skrive en bog, hvor hun vil fortælle om sin stammen. Det er vigtig for hende at fortælle, at stammen kan fylde lige så meget for en, der stammer meget, som for en der stammer lidt. Bogen skal også fortælle og beskrive, hvordan folks uvidenhed og forenklede billede af stammen kan påvirke en.

Af Erling Jensen redaktør Stammeforeningen i samarbejde med Alma Lykkegaard.

Alma har to søskende, en lillebror på 13 år og en storesøster på 20 år. Hun er den eneste i familien, der stammer. Hun var cirka fire år, da hun begyndte at stamme. Hun fortæller, at hun det første år gik til behandling hos en, der hed Helene, som engang imellem kom ud i børnehaven og snakkede med hende og en anden dreng, der også stammede. Herefter begyndte Alma hos Anne Mehlsen, der arbejder som talepædagog i Furesø kommune. Alma var da 5-6 år, og det blev til to ugentlige behandlinger i flere perioder. Behandlingen foregik hos kommunen i sproggruppen, hvor hun var sammen med andre børn, der stammede. De lavede forskellige lege og øvelser.

Da Alma begyndte i skole, gik hun i perioder stadig hos Anne, både i grupper og alene. Der var nogle få år i skoletiden, hvor hendes stammen forsvandt, dog kom den tilbage igen.

I 5. klasse begyndte Alma i stamme-skole sammen med en gruppe af andre børn på samme alder. Hun gik i stamme-skolen indtil 9. klasse, hvor hun skulle på efterskole. Det er den tid, som Alma bedst husker. I de perioder, hvor hendes stammen var værst, gik hun også i eneundervisning hos Anne. I dag går Alma på en produktionsskole. Hun fortæller, at hun aldrig har været megaglad for at gå i skole, men at det er sjovt for hende at gå på produktionsskolen, hvor det især er foto, der interesserer hende. Hun regner derfor også med at begynde på en fotouddannelse efter sommeren.

 

Interview med Alma
Du vil gerne skrive en bog. Hvad vil du gerne fortælle gennem bogen?

– Der mangler bøger, der ikke kun fortæller om stammen som fakta, men også fortæller om det at være stammer, og hvordan folk kan hjælpe en, der stammer. Det skal være en bog, der ikke kun er mange ord efter mange ord, men en frisk og sjov bog, der giver læseren lyst til at vide mere om stammen. Selv stammer jeg ikke altid meget ydre stammen, og når jeg stammer, er det oftest i form af blokeringer. Jeg bliver tit mødt med kommentaren ”Men du stammer jo ikke” eller også færdiggør folk mine sætninger. Bogen skal være en lille guide til, hvad man ikke må, og hvad man godt må, når man møder en, der stammer.

Bogen er til folk, der skal vide mere om stammen, det kunne være forældre, venner, lærere og andre, der omgås folk der stammer. Men den er også til folk, der stammer, så de kan finde en form for tryghed. Jeg vil fortælle, hvad stammen er, hvilke måder man kan stamme på og hvad folk tror om det at være stammer. Mange har et forenklet billede af det at stamme, og at man kun stammer, hvis man hopper på ord. I virkeligheden består stammen jo af både den ydre stammen, som andre kan høre og se, og den indre stammen med alle dens tanker og følelser, som kun en selv er klar over.

Jeg har gået til talepædagog altid, og har fra 5-6 årsalderen gået hos talepædagog Anne Mehlsen.  Jeg har rigtig meget materiale, hvor jeg selv skriver og tegner om min stammen, og materiale, som min talepædagog har skrevet. Talepædagogen er en vigtig person, da det var hos hende, jeg lærte rigtig mange ting, f.eks. hvilke metoder jeg skulle bruge, som ville hjælpe på min stammen. Jeg har både gået alene og sammen med en gruppe, så jeg har rigtigt meget at fortælle.

Det er også vigtigt at få mine forældres historie og oplevelser med i bogen. Beretninger om, hvordan de har taklet det at have et barn, der stammer, og hvordan de hjalp mig.

Jeg vil gerne snakke med andre i forskellige aldersklasser, der stammer, da det ikke kun skal handle om mig, men generelt om det at stamme. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at snakke med såvel små børn som voksne, for at høre, hvad de har at fortælle.

Det er vigtig for mig at skrive bogen, da jeg gerne vil fortælle, at stammen kan fylde lige så meget for en, der stammer meget, som for en der kun har lidt hørbar stammen. Det skal den også beskrive, hvordan folks uvidenhed og forenklede billede af stammen kan påvirke den, der stammer.

Har du nogle sparringspartnere i dit arbejde med bogen, f.eks. dine forældre / familie / veninder?

– Jeg får selvfølgelig hjælp af min forældre, både min mor, der selv har skrevet nogle kogebøger, og min far, der er tekstforfatter. De hjælper mig både med min skrivning og med min historie, da der er mange ting fra dengang jeg var lille, som jeg ikke selv kan huske, og så har de jo også et forældreperspektiv på det at have et barn, der stammer, som det jo også er vigtigt at fortælle om.

Desuden får jeg tips og hjælp af en af vores venner, som hedder Søren Anker Madsen, der er forfatter og arbejder for et forlag

Hvad lavede du hos Anne Mehlsen?

– Vi lavede for det meste øvelser eller lege, det kunne være rim, remser og sange, hvor vi stammede frivilligt, så vi kunne lære at kontrollere stammen og vejrtrækningen. I de mindre klasser lavede vi mange lege, hvor man skulle forklare ting, mens man lavede frivillig stammen, og vi snakkede meget om, hvor meget stammen betød for os.

Da jeg blev lidt ældre, læste vi mere højt for hinanden, men øvelserne fulgte stadig samme koncept: At lave frivillig stammen. Vi snakkede også mere om, hvilken slags stammen, og i hvilke situationer man stammede for tiden.

Prøv at beskrive din stammen. I hvilke situationer stammer du? Og hvordan stammer du?

– Jeg stammer meget i perioder, og de perioder kan vare fra en uge til en måned. Jeg stammer dog aldrig specielt meget, og derfor føler jeg, det er vigtigt at fortælle, at stammen stadig kan fylde i ens liv, selvom man ikke stammer meget. Generelt stammer jeg altid mere derhjemme, og jeg stammer næsten ikke, når jeg møder nye mennesker.

Når jeg stammer, blokerer jeg for det meste, og udover det hopper jeg på ordene. Jeg stammer mest, når jeg snakker hurtigt eller er en i situation, hvor jeg ikke har ordet ret længe (for eksempel, hvis man sidder i en gruppe og har en samtale, eller skal række sin hånd op og sige noget). Jeg har altid snakket meget og taler også meget hurtigt, det gør også, at jeg nemt kan mærke, om jeg er i en dårlig periode, hvor jeg blokerer meget.

Stammen har aldrig holdt mig tilbage fra at snakke med nogen eller sige min mening. Men den gjorde til gengæld, at jeg nogle gange var tilbageholdende med at række hånden op i klassen, når vi havde fremmedsprog, for sprog var jeg ikke var så god til. I de mindre klasser i folkeskolen havde jeg en aftale med min lærer om, at hvis jeg havde min hånd oppe, så skulle jeg enten tages som en af de første, eller jeg skulle slet ikke tages overhovedet. For i den situation kunne jeg nemlig sidde og tænke så meget over det, som jeg ville sige, men uden at ville stamme, at jeg blokerede helt, når jeg så endelig blev valgt.

Har du skjult stammen, hvor du anvender synonymer?

– Det sker meget sjældent, at jeg bruger synonymer, selvom jeg tror, at folk der blokerer meget gør det. Nogle gange kan jeg mærke, at jeg skal til at stamme, og hvis jeg så siger sætningen, så ville jeg blokere. Så plejer jeg at sige ”øhm” eller jeg finder et andet ord. Da jeg var lille, lavede jeg en fysisk bevægelse for at få ordet ud. Jeg kunne sparke hårdt i jorden eller hoppe for at få det ud, som jeg ville sige.

Når vi dengang sad og spiste ved middagsbordet, havde vi en talepind. Det var en ganske normal grydeske, der lå på bordet. Den tog man så, når man ville sige noget. Når en person havde skeen, måtte andre ikke sige noget. Det gjorde, at jeg havde al den tid, der var nødvendig for at fortælle.

Hvordan har din stammen haft indflydelse på dit liv?Som jeg sagde tidligere, så har stammen ind imellem været en forhindring i skolen, men den har aldrig holdt mig tilbage. Jeg har aldrig ladet stammen stoppe mig i at gøre det, jeg ville, og det kommer den heller aldrig til. Nu stammer jeg heller ikke specielt meget, så der er heller ikke så meget, den kunne stoppe mig i.

Er der nogle ting, som jeg ikke har spurgt om, som du gerne vil fortælle?

Jeg har en historie, som jeg rigtig gerne vil fortælle om. Sidste år gik jeg på efterskole i 10. klasse. Da jeg begyndte på efterskolen, fortalte min mor skolen, at jeg stammede og tilbød, at en talepædagog kunne komme ud og fortælle om stammen.

Da jeg så i slutningen af året skulle til eksamen, og skulle op i mundtligt dansk og engelsk, regnede jeg selvfølgelig med, at jeg fik ekstra tid, ligesom jeg fik i 9. klasse. Skolen havde allerede givet mig ekstra tid til skriftlig eksamen, da jeg også er ordblind.

Jeg blev derfor noget forundret, da jeg ikke fik ekstra tid til den mundtlige eksamen. Da jeg spurgte kontoret om begrundelsen, fik jeg svaret:  ”Men det har du jo ikke brug for”! Jeg blev meget forvirret og vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige.

Efter jeg havde forklaret rigtig mange gange, at måske stammede jeg ikke meget, men de skulle vide, at det gav mig en kæmpe tryghed at få ekstra tid til den mundtlige eksamen. Herved skulle jeg ikke sidde og presse mig selv og blive bekymret, hvis der kom blokeringer, som fik indflydelse på tiden til den mundtlige eksamen.

Skolen ville ikke give mig ekstra tid til den mundtlige eksamen. Min mor ringede til skolen og forklarede, at det ikke var i orden, at man siger sådan noget til en person, der stammer. At skolen siger:  ”Men du stammer jo næsten ikke”, gør man det kun værre, for det betyder, at man som stammer prøver at gemme og holde sin stammen inde, hvilket kun medvirker, at man stammer mere. Selvom jeg stammer lidt, og det nok ikke ville betyde det store for min tid til eksamen, blev jeg meget nervøs over, at skolen ikke ville give mig ekstra tid til den mundtlige eksamen.

Vi kontaktede så Anne Mehlsen, som skrev til skolen angående min stammen, og behovet for ekstra tid til den mundtlige eksamen. I brevet skrev Anne Mehlsen om min stammen, og hvilke forhindringer den har givet mig gennem tiden. Hun forklarede, at jeg skulle have ekstra tid, da det kunne give et stort pres og meget nervøsitet, hvis jeg ikke fik det, og at jeg havde haft det i 9. klasse.

Det endte med, skolelederen sagde: ”Vi ser på det til eksamen. Hvis du går over tiden, må vi se, om det er på grund af stammen”, hvilket satte en klump i min hals. For, hvad nu hvis jeg kunne mærke, at jeg ville stamme og derfor stoppede op og trak vejret, ville han så vide, at det var fordi jeg skulle til at blokere?

Jeg fortæller ikke det her for at sætte skolen og min lærere i dårligt lys, men for at vise hvor stort et problem det er, at skoler ikke har indsigt og ikke er informeret om, hvad der påvirker en elev, der stammer, slutter Alma Lykkegaard.

Webmaster