Efter at have fået professionel hjælp af en logopæd og en psykolog snyder jeg mig ikke for de gode dage.

Af Magnus Førby Trendel.

Jeg bor i Refsvinde på Fyn og er 19 år gammel. Heldigvis har jeg ldrig stammet ved oplæsning, mit problem ved stammen er, at det kun kommer i sociale sammenhænge, hvor jeg ikke føler mig tilpas eller ikke kan forberede, hvad jeg vil sige på forhånd.

Det var først, da jeg kom i 9.-10. klasse, at stammen blev et socialt problem. Hvis du spørger mig den dag i dag, vil jeg ikke kunne svare på, hvordan min stammen var tidligere. Det er simpelthen ikke noget, jeg kan huske. Jeg husker kun, at jeg var utrolig ked af, at jeg havde et taleproblem. Det var psykisk hårdt, men jeg var dog en glad dreng på trods af dette. Blot hindrede det mig i at agere over for mennesker. Sådan følte jeg det i hvert fald.

Da jeg i 10. klasse var på introtur med klassen, for at ryste klassen mere sammen, skulle alle have en personlig samtale med klasselæreren om vedkommendes udvikling både fagligt, men også personligt. Her brød jeg sammen, da vi begyndte at snakke om, hvordan jeg egentligt havde det. Det var bare for meget – bægeret var flydt over.

Stammen skulle skjules

Jeg gjorde altså alt for at skjule min stammen, med mange omformuleringer og fylde-ud ord. Som ”altså”, ”og”, ”i bund og grund” osv. Jeg skulle bare ikke stamme foran nogen. Det blev nærmest en daglig konkurrence ikke at stamme. Stammede jeg, have jeg tabt, og stammede jeg ikke, havde jeg vundet!

Efter mødet med logopæden tænkte vi, at det ville være godt for mig at komme med på et tredages stammekursus, for at møde andre jævnaldrende med samme problemer og lære, at alt nok skulle gå. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte mig utilpas, når de andre stammede, og når jeg skulle snakke, brugte jeg mine vante kneb for ikke at lyde ligesom de andre. Det var frygteligt. Da dette stammekursus foregik i skoletiden, syntes min logopæd, at det kunne være en god ide at formulere en besked, som mine klassekammerater kunne læse og få at vide, hvor jeg var henne. Hvad jeg lavede, og hvad det var jeg var ked af. Klassekammeraterne kunne herved få oplyst, at jeg stammede og hvor stort et problem det var for mig. Jeg var lidt skeptisk over for ideen, men gik med til det alligevel, og vi sendte mailen ud. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg synes, det var ubehageligt, da jeg kom i skole igen. Der var nemlig kun en som kommenterede det, og sagde at det havde hun aldrig tænkt over før.

Og det er lige præcis, hvad der er mit store problem. At folk ikke ved jeg stammer, da jeg har   været så god til at skjule det. Og nu skal det ikke være nogen hemmelighed mere. Stammen skal være synlig, og det er bare svært, men virkelig nødvendigt, hvis man skal have det bedre med sig selv.

Sluttede hos logopæden

Kort efter sluttede jeg med at gå hos logopæden. Jeg fortalte logopæden, mine forældre og faktisk også mig selv, at jeg havde fået det bedre. Hvilke ikke var sandt – langt fra!

Fra slutningen af tiende klasse til midt 2. G, gjorde jeg alt for skjule min stammen, da jeg stadig havde den samme ide om, at det nok skulle gå over med tiden.

Jeg døjede med stammen hver dag. Skjulte den, så ingen kunne høre den. Heller med mine forældre eller venner talte jeg om stammen. Min indre angst blev ikke delt med nogen. Som jeg gjorde før i tiden, gik jeg og slog mig selv i hovedet hver dag for at få det til at forsvinde.

Jeg gav mig selv et klap på skulderen, hvis dagen havde været god. Altså hvis der ikke havde været megen stammen, og jeg hadede mig selv når jeg stammede meget!

På trods af at jeg ihærdigt prøvede at skjule stammen, kunne det ikke undgås, at den dukkede op. Jeg trænede i fitness i en årrække, og jeg hadede, når nogen sagde noget til mig, uden at jeg var forberedt på det. Samtidig følte jeg mig utilpas, når centret var fyldt til randen med mennesker. Jeg kunne ikke døje den støj og den atmosfære, der var der. Jeg synes i hvert fald selv, at min stammen blev 10 gange sværere, når jeg tog derned, men jeg sagde altid til mig selv: ”I dag bliver en god dag og jeg kommer ikke til at stamme”.  Og da jeg brugte mere tid på at undgå at stamme end reelt fysisk at træne, valgte jeg at stoppe. Det var bare for hårdt!

I skolen var det også hårdt. Jeg kunne umuligt være forberedt på alle mundtlige udfordringer i skolen, og selv om jeg prøvede at skjule stammen, kom den til udtryk flere gange. Stadig husker jeg, hvor ondt det gjorde, da jeg ikke kunne sige ordet ”skal”, og det bare blev til en lang blokering: ”skkaaaaal”. Der kom et par enkelte grin, og det var sådan set det.

De som grinte eller så skævt til, tænkte formentligt ikke over hændelsen efterfølgende, men det skal jeg love for, at jeg gjorde. Min dag var ødelagt efter en sådan episode, og da jeg ikke havde nogen til at snakke med om det, gik mine frustrationer ud over mit psykiske velbefindende.

Jeg hadede i denne periode mig selv. Det hindrede mig i så mange ting i skolen og i fritiden, hvor jeg følte, at det var svært at få nye venner. Og det var svært at udtrykke sig mundtligt og generelt set bebrejdede jeg min stammen for alt, hvad der gik galt.

Kort før nytår 2015 fik jeg det sværere, da det var blevet meget svært for mig at styre mine følelser omkring stammen. Nogle dage kunne jeg være fuldstændig fraværende af bare frustrationer, nogle dage græd jeg meget og andre dage var jeg voldsomt sur. Det er også okay at have det sådan. Problemet var bare, at jeg ikke delte det med nogen – det var simpelthen for svært.

Begyndte igen hos logopæden

I begyndelsen af januar 2016 var jeg nødt til at gøre noget ved det, og jeg henvendte mig igen til rehabiliteringscenteret i Odense. Jeg begyndte at gå regelmæssigt til logopæd. De første gange var jeg meget ked af det, og lukkede ligesom af for problemet, ligesom jeg gjorde, da jeg halvandet år før havde gået til logopæd. Jeg følte det stadig ubehageligt, når jeg her fik at vide, at jeg stammede, og det var meget ubehageligt at få beskrevet netop, hvordan jeg stammede. Og det var stadig ubehageligt at møde andre som stammede. Jeg hørte slet ikke efter, da min logopæd sagde til mig, at hvis jeg begyndte at acceptere min stammen, skulle det nok gå. Jeg skulle begynde at tænke på positive ting i hverdagen.

Jeg begyndte også at fortælle mine forældre og mine tætte venner mere om, hvordan jeg havde det. Ikke meget, men jeg kunne mærke, at det hjalp. At nogen lyttede til en og spurgte hvordan jeg havde det, om det så var logopæd, forældre eller venner, var virkelig rart.

Jeg gennemgik stadig mange af de ubehagelige situationer, men nu havde jeg dog en mulighed for at give slip på dem ved at tale om dem.

Selv om jeg begyndte at mærke fremskridt i, hvordan jeg fortalte om stammen, var jeg stadig ikke glad for at gøre det. Da jeg i en periode virkelig syntes, at min stammen tog til, blev det hele bare for meget for mig. Mine negative tanker om mig selv tog overhånd, og jeg fik af lægen konstateret en begyndende depression, hvilket jeg igen bebrejdede min stammen for. Jeg begyndte hos en psykolog, samtidig med at jeg gik hos en logopæd og fik herved professionel hjælp. De hjalp mig til at finde ud af, hvilken type menneske jeg er, hvad jeg synes er ubehageligt men generelt gør det mig glad. Langsomt er jeg begyndt at mærke en forandring. Jeg synes selv jeg, at jeg er begyndt at se lysere på min hverdag, og det gør mig glad.

At jeg fik hjælp til at se mit problem i øjnende, har også gjort, at jeg fik en frihed. For første gang føler jeg, at jeg stammer, men ja, det skal sgu nok gå alt sammen.

Hvis blot man lader sin stammen blive til en del af sig selv, tager de positive sider af den, så skal alt nok gå. Stammen er stadig noget der fylder en stor del af min hverdag, både negativt, men også positivt.

Det er okay at have en dårlig dag uanset om det skyldes stammen eller ej, men man må ikke snyde sig selv for at have gode dage.

 

Webmaster

Kornelius Marketing