Primary Coach hos McGuire

Af Erling Jensen, ansvarshavende redaktør.

Allan Toft Pedersen, 34 år begyndte med McGuire-programmet i 2006 for at bedre at kunne kontrollere sin stammen. I 2008 blev han uddannet Primary Coach, hvilket indebar, at han modtog uddannelse og var oppe til en intern eksamen i McGuire-programmet og i coaching.

–  Efter at have deltaget i et McGuire-kursus er det en del af konceptet, at alle nye kursister får tildelt en primær coach, det kan være mig, eller en af de andre, som er uddannet til det, fortæller Allan Toft Pedersen. Den nye kursist skal efter kurset kontakte sin primære træner to gange dagligt de første uger, derefter aftager hyppigheden gradvist, alt efter hvordan den nye kursist klarer sig i sin hverdag.

–  Herudover bliver jeg som coach kontaktet af andre elever fra både den skandinaviske region og fra resten af verden. Det er et spændende arbejde, som passer fint med mit primære arbejde som pædagog, hvor jeg arbejder på Center for Psykiatri og Rusmiddel i Skive Kommune med psykisk sårbare personer.

På generalforsamlingen i april 2017 blev Allan Toft Pedersen valgt som medlem af bestyrelsen i Stammeforeningen i Danmark. Det er hans ønske at medvirke til, at stammere får bedre oplysning om stammebehandling. Han har selv gode erfaringer med McGuire, men han vil også gerne have sat fokus på mulighederne med hypnose og andre alternative behandlingsformer.  I dag taler Allan i de fleste tilfælde flydende, hvilket han mener skyldes det intensive hærdningsforløb og træningen i taleteknikker, som udgør en del af McGuire-programmet. McGuire er et privat tilbud

– Der er som hovedregel ikke offentligt tilskud til deltagelse i McGuire-programmet. Dog har jeg kendskab til nogle, hvem der er lykkedes at få kurset betalt af kommunen, men omvendt er der også nogle, der er blevet afvist. Det har i min tid som organisator primært været kursisterne selv, som har forespurgt om tilskud hos sagsbehandler eller talepædagog. I andre tilfælde kan det også være en logopæd, der har foreslået kursisten at forsøge sig med McGuire. Vi tilbyder altid logopæder, at de gratis kan være tilstede under de fire dage, som McGuire-kurset varer. Som fluen på væggen kan de sidde i baggrunden og se forløbet. Samme tilbud har forældre og pårørende. Det er væsentligt for os, at logopæder, forældre og andre i kursistens omgivelser har et godt kendskab til, hvad vi laver på kurset, fortæller Allan Toft Pedersen.

Pt. bliver der arrangeret tre McGuire-kurser om året i Skandinavien, i Oslo, Malmø og Aarhus. Der er mellem 15 og 30 nye danske kursister årligt.

Daniel Kusk, leder af den skandinaviske afdeling af McGuire oplyser, at antal deltagere i kurset de sidste år har været:

 År                Antal

2017                   22 (indtil august)

2016                   19

2015                   35

2014                   41

2013                   16

 

Webmaster

Kornelius Marketing